Wuhu… penge tilbage i skat!

Husk acontoskatten

Acontoskat 2017

Husk at det er d. 20/11 der skal betales acontoskat (selskaber). Hvis du er i tvivl om du skal betale acontoskat kan du logge ind på skat og se på skattekontoen om der står et beløb til betaling.

Den ordinære acontoskat i 2017 beregnes som halvdelen af gennemsnittet af selskabets faktiske skat for 2013-2015. Halvdelen betales i marts og den anden halvdel her i november. Nyere selskaber betaler som oftest ikke acontoskat de første år.  Er din acontoskat højere end du forventer din endelige skat bliver, kan du helt frem til 20/11 anmode skat om at få nedsat acontoskatten.

Det er også 20/11 du får overskydende skat for 2016 udbetalt på skattekontoen eller sidste frist for betaling af selskabets restskat for 2016.

 

Frivillig acontoskat

Du har mulighed for at indbetale en frivillig acontoskat hvis du vurderer, at din endelige skat bliver højere end acontoskatten. Men kan det betale sig?

Sidste år udgjorde restskattetillægget 3,4% og bliver forventeligt på samme niveau i år. Restskattetillægget er det du betaler i (ikke fradragsberettiget) rente for at vente med at betale din skat. Det vil man da gerne undgå, men ikke for enhver pris.

Nu bliver det lidt langhåret, men hæng i, så giver jeg dig en tommelfingerregel.

Får du en restskat på 50.000 kr. for 2017 kan du vente med at betale den til 20/11-18. Det skal du betale 3,4% (2016 sats) for – altså 1.700 kr. Dette restskattetillæg er IKKE fradragsberettiget, hvilket betyder, at du ikke får fradrag som på dine øvrige renter.

Hvis du kører med kassekredit i banken og din rentesats ligger på 4% p.a. koster det dig 2.000 kr. Men da du kan trække renterne fra i skat, koster det dig reelt set kun 1.560 kr. (2.000 kr. * 78%). Altså er det i det her tilfælde billigst at betale den forventede restskat nu.

Såfremt restskattetillægget igen i år lander på 3,4% svarer det til en rente før skat på 4,3%. Altså er break-even på om det kan betale sig at indbetale frivillig acontoskat. Er din lånerente højere en 4,3% bør du altså med god samvittighed vente med at betale en frivillig acontoskat til november 2018.

En 3. mulighed er at indbetale frivillig acontoskat d. 1. februar 2018. Altså lidt en mellemting. Fordelen ved dette er, at du måske har et bedre billede af, om hvorvidt du får en restskat for 2017. Ulempen er, at der beregnes et lille tillæg, som sidste år udgjorde 0,7%.

Og så er der dem, der har overskudslikviditet. Her kan det bedst betale sig at betale frivillig acontoskat enten 20. november 2017 eller 1. februar 2018. Specielt hvis du kører med negative renter. Svinger din likviditet meget over året er det selvsagt en noget mere kompliceret beregning, men vi sidder naturligvis klar til at hjælpe dig.

 

Forskudsopgørelsen for 2017 – what’s new?

rolling_out_red_carpet_18870

Fra d. 15. november kan du se din forskudsopgørelse for 2017 på skat.dk.

Skat danner din forskudsopgørelse på baggrund af de oplysninger de har om dig i deres systemer. Hvis du har tilrettet din forskudsopgørelse i løbet af 2016 vil det være denne de tager udgangspunkt i. For de fleste vil det være årsopgørelsen for 2015 der ligger til grund for forskudsopgørelsen for 2017. Indkomster vil være reguleret lidt op med en fast procentsats, mens fradrag og renter vil være de samme.

Hvad er nyt i 2017

Der er ikke udsigt til de store ændringer fra Skat’s side i 2017. Personfradraget, beskæftigelsesfradraget og topskattegrænsen hæves en lille smule i 2017, men ikke noget mærkbart.

Havde du restskat i 2015, som du lod overføre, vil det være indregnet i din forskudsskat for 2017 og medføre et højere skattetræk.

Hvad skal du foretage dig

Ovenstående ændringer bliver automatisk indregnet i din forskudsopgørelse. Det du skal kigge på er, om der er sket ændringer i dit liv og økonomi som kan have indflydelse på skatten.

  1. Ligger din indkomst på den rigtige side af topskattegrænsen. Det er ikke så vigtigt hvor præcis du er med lønnen da du løbende betaler A-skat af denne. Men er du i en situation, hvor du krydser topskattegrænsen er det en god ide at få det med i forskudsopgørelsen. Lønindkomsten retter du i rubrik 10. Topskattegrænsen i 2017: 521.304 kr. før AM-bidrag. (479.600 efter AM-bidrag)
  2. Har du b-indkomst (fx honorarer, som ikke udbetales via lønseddel) skal dette medtages da der ikke automatisk bliver trukket skat af dette.
  3. Er du blevet arbejdsløs er det vigtigt at du går ind og ændrer din lønindkomst da du ellers får et beskæftigelsesfradrag, du ikke er berettiget til. Du kan rette den til igen så snart du igen får lønindkomst.
  4. Har du omlagt lån i 2016, købt/solgt bolig eller lignende skal du rette renterne til. Også hvis du har et flexlån skal du kigge på om renterne har ændret sig. Renterne ændrer du i rubrik 41, 42 og 43.
  5. Har du skiftet job eller er flyttet, har dit kørselsfradrag måske ændret sig. Kørselsfradraget ændrer du i rubrik 51.
  6. Er du blevet gift eller skilt i løbet af året kan der være nogle børnepenge involveret. Betaler du børnepenge taster du det i rubrik 54.
  7. Modtager du underholdsbidrag fra en tidligere ægtefælle skal du taste dette i rubrik 18
  8. Har du enkeltmandsvirksomhed bliver du beskattet af overskuddet og det skal med i forskudsopgørelsen. Indtast dit forventede overskud i rubrik 221

Forskudsopgørelsen siger noget om, hvad du forventer at tjene og hvad du forventer at have af fradrag. På baggrund af dette beregnes din trækprocent og dit månedlige fradrag. Man kan ikke snakke om fejl i en forskudsopgørelse, men hvis tallene ligger langt fra virkeligheden betaler du ikke den rigtige skat løbende og du vil ende med en restskat eller overskydende skat når året er gået.

 

Maya Grydholt

Økomina ApS

8/11-16

Ny forskudsopgørelse?

Indberet håndværkerfradraget nu

SKAT vil rigtig gerne have, at vi forskudsopgiver vores indkomst og fradrag så korrekt som muligt. Derfor er de i øjeblikket i gang med at udsende forslag til nye forskudsopgørelser til 250.000 danskere, som ser ud til enten at skulle betale restskat eller få overskydende skat for 2016.

SKAT bruger din årsopgørelse for 2015 samt de nyeste indberetninger fra arbejdsgiverne til at vurdere, hvem der ser ud til at have forskudsangivet skævt. Får du et forslag til en ny forskudsopgørelse skal du AKTIVT gå ind og annullere den hvis du ikke ønsker at det nye skattekort skal træde i kraft.

Er du en af dem, der med vilje har sat indkomsten højt og fradragene lavt for at få overskydende skat, skal du derfor være opmærksom på den nye forskudsopgørelse. Du har 15 dage til at reagere og ellers er den nye forskudsopgørelse gældende.

Bemærk i øvrigt, at SKAT ikke nødvendigvis kender DIN situation og at det derfor ikke er sikkert at SKAT’s forslag er rigtigt. Er du en af dem, der får et forslag fra SKAT, så gå ind og forhold dig til rettelserne og din forventede økonomi i øvrigt. Det bør du i øvrigt også gøre selvom SKAT ikke har taget fat i dig. Din skat, dit ansvar.

Det koster det at glemme momsen

Funny and creative concept for businessman

Hvis du ikke indberetter moms til tiden vil SKAT lave en foreløbig fastsættelse (FF) og opkræve et ikke-fradragsberettiget gebyr på 800 kr. Den foreløbige fastsættelse vil typisk være på 8.000 kr., men kan også være mere, hvis dine seneste indberetninger er højere. Ud over gebyret vil SKAT opkræve renter, som heller ikke er fradragsberettiget.

Du har pligt til at indberette den korrekte moms og en FF fritager dig ikke herfor. Får du 4 FF’er i træk kan SKAT inddrage din registrering.

Hvis du indberetter momsen til tiden, men ikke betaler den, vil du blive opkrævet et rykkergebyr på 65 kr. og renter af det skyldige beløb.

Husk altid at tjekke din skattekonto for skyldige beløb.

Hos Økomina sidder vi klar til at hjælpe dig med moms og skattespørgsmål. Ring 22810012 eller skriv en mail via kontaktformularen: https://okomina.dk/kontakt/

Velgørenhed til dig?

Velgørenhed

I disse indsamlingstider og oven på en uge med Landsindsamling er det vel på sin plads at snakke lidt om, hvad der er af velgørenhed til dig. Skattefar betaler nemlig lidt igen via et fradrag. Du kan i 2016 få fradrag for op til 15.200 kr.

Det er dog ikke alle donationer, der berettiger til fradrag. Modtageren skal være godkendt af SKAT som en velgørende forening og du skal angive dit cpr nummer til modtageren. Det er modtageren af din donation, der skal indberette til SKAT. Det vil herefter fremgå på din skatteside og du skal bare tjekke om beløbet stemmer med det du har indbetalt. Gør det ikke det, skal du kontakte foreningen og få dem til at indberette det.

Du kan på SKAT’s hjemmeside se en liste over godkendte foreninger: Liste over godkendte foreninger

Har du spørgsmål til skat så skriv til os via kontaktformularen på hjemmesiden www.okomina.dk/kontakt

 

Årets skattefidus?

Skattefidus

Skattefidus

Årets skattefidus? Jeg så en overskrift jeg ikke kunne ignorere og tillad mig at referere til TV2nyhedernes hjemmeside. Er det mon for godt til at være sandt, at din (pensionist)mor eller far kan passe dine børn og du ender med at tjene på det? Næ, det er såmænd rigtig nok. Men du skal være varsom, for gør du betalingen for børnepasningen betinget af, at du får pengene retur som gave, så går den ikke.

Lad mig kort forklare:

Dine pensionerede forældre må tjene 10.400 kr. skattefrit i 2015 og du kan i 2015 får op til 15.000 kr. i håndværkerfradrag – som også dækker børnepasning i hjemmet. Så her sparer du sådan set bare skatteværdien af de 10.400 kr. du eksempelvis betaler til din mor, dvs. omkring 3.000 kr.

Fidusen ligger så i, at din mor må give dig en skattefri gave på op til 60.700 kr. årligt. Hvis hun giver dig 10.400 kr. tilbage skattefrit, så har hun ikke fået noget for at passe dine børn – hvilket de fleste bedsteforældre vel er helt ok med. Du har til gengæld en udgift på 0 kr. og har fået et fradrag på 10.400 kr. hvormed du sparer ca. 3.000 kr. i skat.

Jeg forventer helt klart, at det er et hul der er lukket igen i 2016 så det er nu du skal slå til. Årsagen til, at det kan lade sig gøre i 2015 er, at boligjobordningen (håndværkerfradraget) blev vedtaget relativt sent i 2015 og at mange pensionister allerede havde udført arbejde, de forventede var skattefrit. Normalt kan de nemlig ikke modtage skattefrie beløb, hvis den der aflønner tager fradrag efter boligjobordningen.

Det med ’småt’: Du skal sende regningen senest 31/12-15. De venlige bedsteforældre skal udfylde en ’serviceerklæring’ på skats hjemmeside. Betalingen for arbejdet skal ske elektronisk jf. reglerne om håndværkerfradrag. Det må ikke være nedskrevet/tiltænkt/oplagt, at betalingen er betinget af, at du får penge retur som gave og lur mig, om ikke skat finder det mistænkeligt, hvis du modtager 10.400 kr. i gave ganske kort tid efter? Specielt hvis dine eventuelle søskende ingenting får? Vurderer skat, at ’gaven’ har en sammenhæng med betalingen for børnepasning/hækklipning eller hvad det måtte være, er gavebeløbet skattepligtigt. Og en sidste ting: hvis du allerede har brugt dit håndværkerfradrag i 2015 er der ikke nogen gevinst at hente her.

Jeg vil ikke på min blog lægge op til hverken det ene eller det andet. Fidusen er reel, men vurder selv om ikke du falder på reglen om betingede gaver.

Maya Grydholt

Og vinderen er…

we_are_number_one_400_clr_5699

Nogle dage er bare bedre end andre og de dage, hvor man kan kalde sig selv for en vinder, er de allerbedste af slagsen. Når der tikker en mail ind med ordlyden: “I forbindelse med vores Mikonomi Award – Privatøkonomi er det mig en stor glæde, at meddele dig, at du er vinderen af denne award” så ved man bare at det er en af de gode dage. Så tusind tak, til alle jer, der har stemt på mig. Tak til jer, der læser min blog og tak til jer der deler mine opslag så endnu flere finder min blog. Selvfølgelig også et kæmpe stort tak til Mikonomi folkene, som har taget initiativ til og uddelt denne Award.

Indberet dit håndværkerfradrag nu!

Indberet håndværkerfradraget nu
Indberet håndværkerfradraget nu

Så har SKAT åbnet op for indberetning af håndværkerfradraget for 2015. Du kan altså allerede nu logge ind og indberette udgifterne til arbejdsløn, hvis du har haft håndværkere i huset i 2015. Ordningen er den samme som i 2013 og 2014. Intet er lavet om der. Du kan altså fratrække 15.000 kr. per person (ægtepar 30.000 kr.) til arbejdsløn inkl. moms for hjælp i hjemmet samt istandsættelse.

I 2016 og 2017 er der ligeledes indgået en aftale om håndværkerfradraget, men lovforslaget fremsættes først senere i sin helhed. Der er lagt op til, at beløbet hæves til 18.000 kr. per person, men deles op i to, således at udgifter til service i hjemmet (rengøring, vinduespudsning mv.) kan fradrages med 6.000 kr. og håndværkerydelser med 12.000 kr.

For 2016 og 2017 forventes det, at fradraget for håndværkerydelserne begrænses til ydelser, der modvirker sort arbejde samt for arbejder, der har et grønt sigte. Det kan virke bredt, men som jeg hører jungletrommerne tror jeg, at man skal bide mærke i det grønne sigte. Det bliver formentlig kun energiforbedringer og klimatilpasninger der giver adgang til fradrag. Den endelige liste forventes klar i løbet af efteråret.

Sidder du klar med regninger der skal indberettes for 2015 kan du med fordel gøre det allerede nu. Indberetter du nu, vil fradraget nemlig komme med på den første årsopgørelse SKAT sender ud. Ja sorry… større fordel er der så heller ikke i det, men så er det da gjort.

SKAT laver også fejl

Penge tilbage i skat

Jeg kan ikke understrege nok, at du skal kontrollere din årsopgørelse for fejl og mangler. Her er dog en fejl, der ikke var så mange der fik øje på. 900.000 danskere er omfattet af fejlen, så måske er DU en af dem, der skal ha’ et par hundrede kroner tilbage fra SKAT til august.

Det drejer sig om beskæftigelsesfradraget, hvor SKAT i beregningsgrundlaget ikke har medtaget præmier til gruppelivs- og sundhedsforsikringer. Så hvis din arbejdsgiver har indbetalt til en pensionsordning, hvori der også indgår præmie til gruppelivsordning eller sundhedsforsikring OG du samtidig ikke har fået maksimalt beskæftigelsesfradrag vil du skulle have penge tilbage. Det drejer sig i de flestes tilfælde blot om op til 50 kr. for hvert af årene 2004-2012, men det kan man vel også få en god middag eller et par nye sandaler for 🙂

Bemærk dog, at hvis du i alle årene har tjent nok til at få maksimalt beskæftigelsesfradrag er der ikke noget at komme efter. I 2004 var grænsen 280.000 og i 2012 var grænsen 320.455 kr.

Man skal ikke foretage sig noget. SKAT meddeler at de har styr på, hvem der skal ha’ penge retur og pengene vil blive indsat på din Nemkonto til august såfremt du er omfattet af fejlen.