SKAT laver også fejl

Penge tilbage i skat

Jeg kan ikke understrege nok, at du skal kontrollere din årsopgørelse for fejl og mangler. Her er dog en fejl, der ikke var så mange der fik øje på. 900.000 danskere er omfattet af fejlen, så måske er DU en af dem, der skal ha’ et par hundrede kroner tilbage fra SKAT til august.

Det drejer sig om beskæftigelsesfradraget, hvor SKAT i beregningsgrundlaget ikke har medtaget præmier til gruppelivs- og sundhedsforsikringer. Så hvis din arbejdsgiver har indbetalt til en pensionsordning, hvori der også indgår præmie til gruppelivsordning eller sundhedsforsikring OG du samtidig ikke har fået maksimalt beskæftigelsesfradrag vil du skulle have penge tilbage. Det drejer sig i de flestes tilfælde blot om op til 50 kr. for hvert af årene 2004-2012, men det kan man vel også få en god middag eller et par nye sandaler for 🙂

Bemærk dog, at hvis du i alle årene har tjent nok til at få maksimalt beskæftigelsesfradrag er der ikke noget at komme efter. I 2004 var grænsen 280.000 og i 2012 var grænsen 320.455 kr.

Man skal ikke foretage sig noget. SKAT meddeler at de har styr på, hvem der skal ha’ penge retur og pengene vil blive indsat på din Nemkonto til august såfremt du er omfattet af fejlen.

I godt selskab blandt de bedste bloggere

”TOP
 MIKONOMI-BADGE1-1-300x262Jeg har lige sendt 22 løveunger (børnehavebørn) hjem efter en vellykket og larmende 6 års fødselsdag. Jeg sniger mig ind på kontoret for at få styr på 4 ubesvarede opkald for jeg skulle jo egentlig ikke arbejde i dag. En mail fanger min opmærksomhed og med en svag ringen for øren (23 børn kan virkelig larme) kan jeg læse, at min blog er nomineret blandt 49 andre…
Min blog er ikke så gammel og jeg får ikke skrevet så tit som jeg gerne vil. Derfor er jeg enormt stolt over nomineringen og placeringen som nr. 12 blandt de bedste bloggere indenfor privatøkonomi. Min egen guru Kim Valentin, som er den skarpeste og mest citerede inden for privatøkonomi, ligger nr. 1 på denne liste og det gør mig barnligt stolt at ligge i hans kølvand. Tak til jer der følger min blog og til jer der kigger ind lejlighedsvis. Hvis I har liked min facebookside er I altid sikre på at få besked når der er nye tips og tricks på bloggen.

Har du vundet i det der SKAT’te lotteri?

SKAT'te lotteri

SKAT åbner officielt op for årsopgørelserne mandag d. 9. marts, men sædvanen tro kunne man allerede fra i fredags være heldig at komme igennem køen på skats hjemmeside. Folk valfarter ind for at se, om der står et rødt eller et sort tal og synes at acceptere tallet som et facit. Jeg ser facebook opdateringer, hvor euforien ingen ende vil tage over resultatet. Men har du glemt, at det er dine egne penge du får igen?

Vi ved det jo egentlig godt. Hvis vi skal have penge tilbage i skat, så er det fordi vi har betalt for meget skat i løbet af året. Og skal vi betale restskat, så er der ikke blevet opkrævet nok skat løbende. Alligevel kommer det som en stor overraskelse for mange, hvad resultatet bliver.

Tilbage til tallet det hele drejer sig om: Restskat eller overskydende skat. Inden du smiler for bredt (eller græder) så gå ind på årsopgørelsen og gennemgå tallene. Langt de fleste tal bliver indberettet automatisk, men tjek dem alligevel. Det er DIT ansvar at tallene er korrekte når du godkender årsopgørelsen.

Jeg har lavet en liste med 10 ting du skal huske at tjekke. Det er primært fradrag, hvilket betyder, at du snyder dig selv hvis du ikke er opmærksom på dem.

  1. Befordringsfradrag – Hvis der er angivet et tal kan det være fremkommet på to måder. Enten har du selv tastet det ind på din forskudsopgørelse eller også har skat regnet med, at du har arbejdet 216 dage og beregnet den korteste rute til dit arbejde. Regn efter og ret tallet. Sørg for at gemme dokumentationen for din beregning da SKAT har varslet ekstra opmærksomhed på området.
  2. Renter af privat gæld eller udenlandsk gæld. Udenlandske långivere har ikke samme oplysningspligt som danske, så tjek om der er indberettet renter. Privat gæld kender SKAT ikke noget til og for at få rentefradraget skal du give oplysninger om modparten – også selvom det er din mormor.
  3. Håndværkerfradraget. Her er de fleste rimelig bevidste om selv at få indberettet fradraget. Husk at du kun kan få fradrag for arbejdslønnen (inkl. Moms) og at pengene ikke må være betalt kontant. Har du fået gjort rent eller passet børn af en privat person kan du stadig godt få fradrag. Det kræver at der bliver underskrevet en serviceerklæring. Du kan finde blanketten her: Serviceerklæring. Er du i tvivl om du kan få fradrag for en regning eller har andre spørgsmål til håndværkerfradraget, kan jeg varmt anbefale denne side: http://www.3byggetilbud.dk/tips/haandvaerkerfradrag-infografik/  Her er samlet alle informationer på området på en let og visuelt overskuelig måde.
  4. Aktier og værdipapirer – her kan du ikke være sikker på at SKAT har alle oplysninger så det skal du tjekke.
  5. Engangsprovisioner af lån og garantier kan fradrages, hvis lånet eller garantien har en løbetid på under 2 år. De vil fremgå af din årsopgørelse fra banken, men de indberettes ikke. Det skal du selv sørge for.
  6. Har du tabt penge på firmaer, der er gået konkurs, fx rejsebureauer, flyselskaber eller møbelhandlere, kan du fratrække tabet hvis det overstiger 2.000 kr.
  7. Har du indskudt penge på en etableringskonto eller iværksætteropsparing skal du selv huske at indberette fradraget.
  8. Betaler du børnebidrag uden om Udbetaling Danmark – fx hvis I selv har lavet en skriftlig aftale – skal du huske at angive fradraget.
  9. Betaler du, eller modtager du ægtefællebidrag uden om kommunen skal du også selv huske at skrive det på årsopgørelsen.
  10. Og sidst, men ikke mindst, det fradrag ingen ved de har ret til. Rejsefradraget. Hvis du har været ude og rejse for din arbejdsgiver og arbejdsgiver har dækket dine omkostninger, kan du yderligere fradrage 25% af kostsatsen til dækning af småfornødenheder. Det svarer til 116 kr. per døgn og disse skal ikke dokumenteres. Rejsen skal minimum vare et døgn og du kan beregne fradraget per døgn + 1/24 per time herefter. Bemærk dog, at nogle arbejdsgivere allerede har indberettet dette fradrag for dig.

Til sidst vil jeg ønske dig god fradragsjagt. Jeg håber du finder noget 🙂

 

Det skal du nå inden nytår

Cutting tax

Vi nærmer os afslutningen på 2014 og et skatteår skal snart gøres op. Hvis du vil optimere din skat og undgå rentetillæg er der her et par ting du skal overveje inden nytår.

  1. Fyld op på din ratepension

Du kan få fradrag for indbetalinger på en ratepension op til 50.900 kr. (2014).

Beløbet er skattepligtigt ved udbetaling og det er derfor mest attraktivt for dig, der betaler topskat nu, men ikke forventer at betale topskat som pensionist. Betaler du ikke topskat har du stadig glæde af fradraget nu, men du oplever ikke nødvendigvis en skattebesparelse da skatten formentlig vil være den samme ved udbetalingen. Hertil skal lægges risikoen for, at du bliver modregnet i folkepensionen.

  1. Indbetaling til livrente

Der er ingen beløbsgrænser for indbetaling til livsvarig livrente. Bemærk dog, at hvis din livrente er en privat ordning gælder der særlige regler for fradrag. Du skal ha’ lavet en aftale om at indbetale i minimum 10 år. Ellers vil fradraget skulle fordeles ud over 10 år.

  1. For selvstændigt erhvervsdrivende

Som selvstændigt erhvervsdrivende kan du i 2014 (sidste chance) indbetale op til 30% af dit overskud før renter ind på en ratepension med fuldt fradrag for indbetalingerne.

  1. Invester i KS anparter

Invester i KS anparter (projekter med højst 10 deltagere) og få fradrag for underskud. Disse investeringer vil ofte have underskud de første år pga. store afskrivninger og du kan fratrække disse i topskatten. Sådanne investeringer bør dog ikke laves med henblik på skattebesparelsen alene.

  1. Køb af forældrelejlighed

Du kan også få fradrag i topskatten hvis du har underskud ved udlejning af lejlighed. For at få rentefradrag i topskatten skal du anvende virksomhedsordningens regler. Ring til Økomina for assistance. Din skattebesparelse er langt større end vores honorar.

  1. Bruttotrækordning med din arbejdsgiver

Ved en bruttotrækordning får du et gode mod at blive trukket i bruttolønnen. Det er en fordel, når skatten på godet er mindre end skatten på din løn. Det gør sig fx gældende for bus og togkort, hvis du ikke tager et befordringsfradrag på selvangivelsen, Uddannelse og kurser, fri parkering og sundhedsydelser.

  1. Indbetal restskat

Selvom du ikke kender den endelige skat for 2014 endnu kan det godt betale sig at regne lidt på den. Du betaler nemlig en dagsrente på 3% allerede fra 1. januar og frem til den dag du betaler din restskat. Efter 1. juli erstattes dagsrenten med et rentetillæg på 5% af hele beløbet. Renterne fra SKAT er ikke fradragsberettigede.

  1. Ret forskudsopgørelsen for 2015 hvis der er væsentlige ændringer i forhold til 2013, som er det år forskudsopgørelsen baserer sig på. Det er specielt hvis dine renter har ændret sig, hvis der er sket ting i dit liv (flytning, skilsmisse, børn el. andet) eller hvis du er gået væsentligt op eller ned i løn.

Undgå overtræk i december

christmas_figure_reading_list_400_clr_7154

Glæder du dig i juletiden eller tynger bekymringerne om overtræk og forbrug mere?

Du har hørt det før! Verdens kedeligste råd: Læg et budget og hold det!

Jeg ved du ikke gider. Du ved, du ikke får det gjort. Og hvad nytter det egentlig? Du køber jo ikke noget du ikke behøver. Eller hvad?

Her er opskriften på, hvordan du undgår overtræk i december.

  1. Lav et overblik over, hvem du er på julegave med. Er der nogen du ikke nødvendigvis behøver at være på gave med?
  2. Er der mange (voksne) på julegavelisten, så overvej om alle voksne behøver give alle voksne gaver? Kan man fx lave en turnusordning, pakkeleg, trække lod om hvem der giver hvem gave eller andet der gør det billigere for alle?
  3. Hjemmelavede gaver…. Arhhh tænker du! Men måske nogen i familien ville blive glad for et klippekort til 10 gange græsslåning, børnepasning, hækkeklip eller andet. Er du kreativ gør hjemmelavede smykker det også altid godt. Der står hjemmestrikkede karklude på min ønskeliste så undervurder det ikke 😉
  4. Skær 10-25% af gavebeløbet. Børn er ligeglade hvad legetøjet koster.
  5. Har dine børn dyre gaveønsker? Mange ting kan findes lettere brugte hvis du bruger lidt tid på at lede efter det.
  6. Vi smider flere kg julemad ud juleaften. Køb lidt mindre ind. Folk skal nok blive mætte og det sparer måske familien for en omgang mavepine. Det samme gælder til julefrokosten. Man må også godt uddelegere retterne så udgiften bliver fordelt.
  7. Bag selv juleknaset. Du kan hurtigt bruge flere hundrede kroner på julegodterne. Der findes masser af (nemme) opskrifter på både småkager og andet juleknas. Og børnene elsker at hjælpe til her.
  8. Nyt julepynt… Er det strengt nødvendigt at tilføre flere nisser? Hvis du mangler, så lav en hyggedag med klippe/klister eller find stofrester og sy julepynten selv.
  9. Adventskrans og juledekorationer er noget vi laver hvert år. Gå i skoven og find materialer i stedet for at købe. Hvide lys hygger lige så meget som de dyre lys med nisser og tal på.
  10. Juletræet…. Det kommer bag på mig hvert år hvor dyrt det er. Køb det lidt mindre end nødvendigt. Hvis du holder jul ude kan du måske helt skære det væk eller købe en ’bord-model’ i krukke.

I sidste ende er det dig selv der bestemmer, hvor du vil skære ind og hvor du vil prioritere at bruge penge. Ovenstående er mine bud på, hvor du kan stramme op hvis det er nødvendigt at spare lidt på kronerne i julen. Det behøver ikke gå ud over julehyggen og er der børn vil de ikke føle de mangler noget. Øv dig i at tænke i besparelser, hver gang du skal til at køre dankortet igennem. Er det her strengt nødvendigt eller findes der alternativer. Virker ovenstående ikke kan du jo altid lægge et budget til næste jul 🙂

Rigtig god jul

Økomina

Så er forskudsopgørelsen for 2015 dannet af SKAT! Og hvad så?

Forskudsopgørelsen siger noget om, hvad du forventer at tjene og hvad du forventer at have af fradrag. På baggrund af dette beregnes din trækprocent og dit månedlige fradrag. Man kan ikke snakke om fejl i en forskudsopgørelse, men hvis tallene ligger langt fra virkeligheden betaler du ikke den rigtige skat løbende og du vil ende med en restskat eller overskydende skat når året er gået.

Kan man spekulere i forskudsskatten

Du kender det. Årsopgørelsen er på trapperne og spændingen stiger. Bliver der råd til sommerferien eller skal du betale penge tilbage. I virkeligheden behøver det ikke komme som en overraskelse hvert år. Forskudsopgørelsen kan justeres hele året når der sker ændringer i din økonomi så helt frem til november kan du opdatere tallene og dermed ændre din trækprocent og fradrag fra næste måned.

Mange sætter med vilje deres renter lavere eller undlader at forskudsregistrere befordringsfradraget for på den måde at være sikker på, ikke at skulle betale restskat. Det betyder, at du løbende vil betale en for høj skat og på den måde lave en opsparing hos skat. Eller den omvendte, hvor du løbende betaler for lidt i skat og derved ’låner’ penge af SKAT. Men spørgsmålet er om det kan betale sig?

Du betaler 3% i rente af din restskat. Rentedagene tæller fra 1. januar, selvom du først reelt set ved hvad du skylder i marts måned når årsopgørelsen er dannet. Venter du med at betale til efter 1. juli betaler du i stedet et procenttillæg på 5% af hele beløbet. Da renter fra SKAT ikke er fradragsberettigede som andre renter, svarer det til at du betaler hhv. 4,5% og 7,5% i rente af din restskat. Har du penge tilgode får du et rentetillæg på 0,5%.

Hvad er nyt i 2015

De fleste vil opdage at skatten ændrer sig i 2015. Bundskatten er blevet sat op med 1,25 procentpoint fra 6,83% til 8,08%. Noget af stigningen kompenseres af, at sundhedsbidraget falder fra 5% til 4%. Samlet set en lille stigning, som hænger sammen med at dele af den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift bliver rullet delvist tilbage.

Personfradraget stiger med 600 kr. (1,5%) til 43.400 kr. for personer over 18 år og beskæftigelsesfradraget stiger fra 7,65% til 8,05% (maks 26.800 kr.). Den grønne check reduceres fra ca. 1.300 kr. til ca. 955 kr.

Betaler du topskat kan du glæde dig over, at grænsen for denne sættes op med 11.000 kr. til 459.200 kr.

Så om du har noget at glæde dig over eller det modsatte hænger i høj grad sammen med hvor du ligger indkomstmæssigt. Umiddelbart er der mest at glæde sig over for dem, der betaler topskat.

Hvad skal du foretage dig

Ovenstående ændringer bliver automatisk inkorporeret i din forskudsopgørelse. Det du skal kigge på er, om der er sket ændringer i dit liv siden forrige år, som er det år SKAT baserer deres viden på.

  1. Ligger din indkomst på den rigtige side af topskattegrænsen. Det er ikke så vigtigt hvor præcis du er med lønnen da du løbende betaler A-skat af denne. Men er du i en situation, hvor du krydser topskattegrænsen er det en god ide at få det med i forskudsopgørelsen. Lønindkomsten retter du i rubrik 10.
  2. Har du b-indkomst (fx honorarer, som ikke udbetales via lønseddel) skal dette medtages da der ikke automatisk bliver trukket skat af dette.
  3. Er du blevet arbejdsløs er det vigtigt at du går ind og ændrer din lønindkomst da du ellers får et beskæftigelsesfradrag, du ikke er berettiget til.
  4. Har du omlagt lån i 2014, købt/solgt bolig eller lignende skal du rette renterne til. Også hvis du har et flexlån skal du kigge på om renterne har ændret sig. Renterne ændrer du i rubrik 41, 42 og 43.
  5. Har du skiftet job eller er flyttet, har dit kørselsfradrag måske ændret sig. Kørselsfradraget ændrer du i rubrik 51.
  6. Er du blevet gift eller skilt i løbet af året kan der være nogle børnepenge involveret. Betaler du børnepenge taster du det i rubrik 54.
  7. Modtager du underholdsbidrag fra en tidligere ægtefælle skal du taste dette i rubrik 18
  8. Har du enkeltmandsvirksomhed bliver du beskattet som borger og det skal med i forskudsopgørelsen. Indtast dit forventede overskud i rubrik 221

Har ferien gjort ondt i økonomien?

Var der overtræk på kontoen da lønnen gik ind? Var børnepengene din redning efter et overforbrug i ferien? Mange af os svinger lystigt dankortet når vi holder ferie uden at tænke på, om der er penge nok på kontoen. Vi har knoklet og nu fortjener vi lidt luksus. Det er der ikke noget galt i. Lige indtil der ikke er penge nok til det basale måneden efter. Men det kan du lave om på!

De fleste kan nemt få overblik over deres faste udgifter (specielt hvis du har budgetkonto), men det kniber lidt mere når man spørger til rådighedsbeløbet. Altså det beløb du skal leve for, når de faste omkostninger er betalt. Prøv at regne på, hvad dit rådighedsbeløb er ved at trække de faste omkostninger fra det beløb, du har udbetalt hver måned. Hvordan fordeler det beløb sig på husholdning, tøj, rejser, gaver, opsparing og andre ting? Mange af de mennesker jeg hjælper med at få overblik over deres økonomi bliver overrasket over, hvor mange penge de bruger hver måned. Ikke de faste udgifter, men hvor mange penge, der bliver brugt på mindre vigtige eller ikke prioriterede ting.

Hvis du bruger en time eller to, en gang om måneden på at kortlægge dit forbrug, vil du være i stand til bedre at kunne prioritere hvad du bruger dine penge på. Du vil være i stand til at rette op på dårlige købevaner og du bliver en mere bevidst forbruger. Næste gang du tager på ferie kan du stå med et feriebudget, der giver dig ret til at skeje ud med god samvittighed.

Hvis du ikke er vild med budgetter og ved med dig selv, at du aldrig får det gjort, er her fem tips til at minimere de ikke prioriterede ting:

  1. Køb kun ting, du har planlagt at købe (lav indkøbsliste).
  2. Køb stort ind én gang om ugen frem for flere ture i supermarkedet.
  3. Aftal med dig selv, at du ikke køber noget (impuls) før dagen efter du er faldet over det. På den måde når du at tænke over hvad du køber og ofte er det ikke så interessant dagen efter.
  4. Skriv ned når du har købt noget, der ikke var planlagt.
  5. Hvis du kender din ’svaghed’ (fx caféture, byture, børnetøj eller andet) så skriv ned hver gang du bruger penge på netop det. Hvad løber det op i på en måned?

Mandag er iværksætterens fredag…

Så er påsken ved at være slut og imorgen skal vi igang igen. Påsken har stået på masser af solskin, tid til familien, lækker mad, gode venner og øl i haven med naboerne. Det er altid lidt hårdt når man kommer til den sidste dag af sådan en ferie. Nu skal der smøres madpakker, vækkeuret skal sættes til og imorgen er det hverdag igen. Men ikke for mig… Jeg har hørt, at mandag (tirsdag) er iværksætterens fredag og det går op for mig i dette øjeblik, hvor sandt det er. Jeg glæder mig usvigelig meget til at komme igang igen. Jeg har en super spændende kunde imorgen, hvor jeg bl.a. skal vurdere hvilken skattemæssig ordning der er mest fordelagtig for dem i forhold til den lejlighed de har købt til deres datter. Jeg tænker at jeg vil dele nogle guldkorn med jer i løbet af ugen så stay tuned.

Håber I alle har nydt påsken lige så meget som jeg har og at I har noget at glæde jer til i den kommende uge.

God mandag 🙂

 

 

Blog om økonomi – Tips og Tricks

Velkommen til min blog!

Her på bloggen vil jeg løbende dele artikler, tips og tricks, om både privatøkonomi og regnskab for virksomheder.

Jeg håber, at du finder indholdet spændende, og at du får inspiration til at foretage ændringer, der kan styrke din økonomi!

Står du med en specifik udfordring, eller et ønske om en forbedret økonomi, så kontakt mig endelig her:

 

Kontakt

 

Så kan vi tage en uforpligtende snak om hvordan jeg kan hjælpe dig.