Indlæg

Indberet dit håndværkerfradrag nu!

Indberet håndværkerfradraget nu
Indberet håndværkerfradraget nu

Så har SKAT åbnet op for indberetning af håndværkerfradraget for 2015. Du kan altså allerede nu logge ind og indberette udgifterne til arbejdsløn, hvis du har haft håndværkere i huset i 2015. Ordningen er den samme som i 2013 og 2014. Intet er lavet om der. Du kan altså fratrække 15.000 kr. per person (ægtepar 30.000 kr.) til arbejdsløn inkl. moms for hjælp i hjemmet samt istandsættelse.

I 2016 og 2017 er der ligeledes indgået en aftale om håndværkerfradraget, men lovforslaget fremsættes først senere i sin helhed. Der er lagt op til, at beløbet hæves til 18.000 kr. per person, men deles op i to, således at udgifter til service i hjemmet (rengøring, vinduespudsning mv.) kan fradrages med 6.000 kr. og håndværkerydelser med 12.000 kr.

For 2016 og 2017 forventes det, at fradraget for håndværkerydelserne begrænses til ydelser, der modvirker sort arbejde samt for arbejder, der har et grønt sigte. Det kan virke bredt, men som jeg hører jungletrommerne tror jeg, at man skal bide mærke i det grønne sigte. Det bliver formentlig kun energiforbedringer og klimatilpasninger der giver adgang til fradrag. Den endelige liste forventes klar i løbet af efteråret.

Sidder du klar med regninger der skal indberettes for 2015 kan du med fordel gøre det allerede nu. Indberetter du nu, vil fradraget nemlig komme med på den første årsopgørelse SKAT sender ud. Ja sorry… større fordel er der så heller ikke i det, men så er det da gjort.