Husk acontoskatten

Acontoskat 2017

Husk at det er d. 20/11 der skal betales acontoskat (selskaber). Hvis du er i tvivl om du skal betale acontoskat kan du logge ind på skat og se på skattekontoen om der står et beløb til betaling.

Den ordinære acontoskat i 2017 beregnes som halvdelen af gennemsnittet af selskabets faktiske skat for 2013-2015. Halvdelen betales i marts og den anden halvdel her i november. Nyere selskaber betaler som oftest ikke acontoskat de første år.  Er din acontoskat højere end du forventer din endelige skat bliver, kan du helt frem til 20/11 anmode skat om at få nedsat acontoskatten.

Det er også 20/11 du får overskydende skat for 2016 udbetalt på skattekontoen eller sidste frist for betaling af selskabets restskat for 2016.

 

Frivillig acontoskat

Du har mulighed for at indbetale en frivillig acontoskat hvis du vurderer, at din endelige skat bliver højere end acontoskatten. Men kan det betale sig?

Sidste år udgjorde restskattetillægget 3,4% og bliver forventeligt på samme niveau i år. Restskattetillægget er det du betaler i (ikke fradragsberettiget) rente for at vente med at betale din skat. Det vil man da gerne undgå, men ikke for enhver pris.

Nu bliver det lidt langhåret, men hæng i, så giver jeg dig en tommelfingerregel.

Får du en restskat på 50.000 kr. for 2017 kan du vente med at betale den til 20/11-18. Det skal du betale 3,4% (2016 sats) for – altså 1.700 kr. Dette restskattetillæg er IKKE fradragsberettiget, hvilket betyder, at du ikke får fradrag som på dine øvrige renter.

Hvis du kører med kassekredit i banken og din rentesats ligger på 4% p.a. koster det dig 2.000 kr. Men da du kan trække renterne fra i skat, koster det dig reelt set kun 1.560 kr. (2.000 kr. * 78%). Altså er det i det her tilfælde billigst at betale den forventede restskat nu.

Såfremt restskattetillægget igen i år lander på 3,4% svarer det til en rente før skat på 4,3%. Altså er break-even på om det kan betale sig at indbetale frivillig acontoskat. Er din lånerente højere en 4,3% bør du altså med god samvittighed vente med at betale en frivillig acontoskat til november 2018.

En 3. mulighed er at indbetale frivillig acontoskat d. 1. februar 2018. Altså lidt en mellemting. Fordelen ved dette er, at du måske har et bedre billede af, om hvorvidt du får en restskat for 2017. Ulempen er, at der beregnes et lille tillæg, som sidste år udgjorde 0,7%.

Og så er der dem, der har overskudslikviditet. Her kan det bedst betale sig at betale frivillig acontoskat enten 20. november 2017 eller 1. februar 2018. Specielt hvis du kører med negative renter. Svinger din likviditet meget over året er det selvsagt en noget mere kompliceret beregning, men vi sidder naturligvis klar til at hjælpe dig.

 

Kunne du lide postet? Del det her: Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Tweet about this on Twitter
Twitter