Undgå overtræk i december

christmas_figure_reading_list_400_clr_7154

Glæder du dig i juletiden eller tynger bekymringerne om overtræk og forbrug mere?

Du har hørt det før! Verdens kedeligste råd: Læg et budget og hold det!

Jeg ved du ikke gider. Du ved, du ikke får det gjort. Og hvad nytter det egentlig? Du køber jo ikke noget du ikke behøver. Eller hvad?

Her er opskriften på, hvordan du undgår overtræk i december.

  1. Lav et overblik over, hvem du er på julegave med. Er der nogen du ikke nødvendigvis behøver at være på gave med?
  2. Er der mange (voksne) på julegavelisten, så overvej om alle voksne behøver give alle voksne gaver? Kan man fx lave en turnusordning, pakkeleg, trække lod om hvem der giver hvem gave eller andet der gør det billigere for alle?
  3. Hjemmelavede gaver…. Arhhh tænker du! Men måske nogen i familien ville blive glad for et klippekort til 10 gange græsslåning, børnepasning, hækkeklip eller andet. Er du kreativ gør hjemmelavede smykker det også altid godt. Der står hjemmestrikkede karklude på min ønskeliste så undervurder det ikke 😉
  4. Skær 10-25% af gavebeløbet. Børn er ligeglade hvad legetøjet koster.
  5. Har dine børn dyre gaveønsker? Mange ting kan findes lettere brugte hvis du bruger lidt tid på at lede efter det.
  6. Vi smider flere kg julemad ud juleaften. Køb lidt mindre ind. Folk skal nok blive mætte og det sparer måske familien for en omgang mavepine. Det samme gælder til julefrokosten. Man må også godt uddelegere retterne så udgiften bliver fordelt.
  7. Bag selv juleknaset. Du kan hurtigt bruge flere hundrede kroner på julegodterne. Der findes masser af (nemme) opskrifter på både småkager og andet juleknas. Og børnene elsker at hjælpe til her.
  8. Nyt julepynt… Er det strengt nødvendigt at tilføre flere nisser? Hvis du mangler, så lav en hyggedag med klippe/klister eller find stofrester og sy julepynten selv.
  9. Adventskrans og juledekorationer er noget vi laver hvert år. Gå i skoven og find materialer i stedet for at købe. Hvide lys hygger lige så meget som de dyre lys med nisser og tal på.
  10. Juletræet…. Det kommer bag på mig hvert år hvor dyrt det er. Køb det lidt mindre end nødvendigt. Hvis du holder jul ude kan du måske helt skære det væk eller købe en ’bord-model’ i krukke.

I sidste ende er det dig selv der bestemmer, hvor du vil skære ind og hvor du vil prioritere at bruge penge. Ovenstående er mine bud på, hvor du kan stramme op hvis det er nødvendigt at spare lidt på kronerne i julen. Det behøver ikke gå ud over julehyggen og er der børn vil de ikke føle de mangler noget. Øv dig i at tænke i besparelser, hver gang du skal til at køre dankortet igennem. Er det her strengt nødvendigt eller findes der alternativer. Virker ovenstående ikke kan du jo altid lægge et budget til næste jul 🙂

Rigtig god jul

Økomina

Kunne du lide postet? Del det her: Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Tweet about this on Twitter
Twitter